Noget om mad...

Som nogle af jer muligvis ved er jeg lidt af et madøre J Jeg ELSKER mad og for mig er det at smage nye former for  mad en af de grundlæggende glæder ved at rejse.

Heldigvis skuffer Nepal ikke på dette punkt! Her får sanserne virkelig en på opleveren!

Selvom Dhaal Bhat to gange om dagen lyder ensformigt (efter en måned er det måske lidt – men hey! Det kune være meget værre J ) så er de virkelig gode til at variere på grøntsgaerne og linsesuppen således at måltiderne variere fra gang til gang. På den måde har jeg inden for de sidste par dage både fået blomkål, aubergine, hvidkål, iscus (ligner en krydsning mellem en kaktus og græskar – smager af kartoffel), græskar, gulerødder og tomater i forskellige kombinationer.

Linsesuppen som helt basalt er linser kogt med vand, salt, gurkemeje og evt. Chili bliver til tider udskiftet med radise suppe, som er lavet på fintsnittet/banket radise som efter at have tørret i solen i en uges tid kan bruges i suppen hvor de igen bliver bløde.

Til frokost får vi som oftest nudelsuppe, og her er der altså noget mere power i end dem man lige køber i netto! Udover smagspulveret fra pakken bliver der både tilsat friske grønne chilier og chilipulver, samt løg og hvidkål. Andre dage står den på stegte ris, igen med chili og løg.

Men de kulinariske oplevelser stopper heldigvis ikke her!  Lad mig introducere nogle af de spændende ting man kan udsætte sin gane for J

Momos – I tæt familie med de kinesiske dumplings.  Små dejpakker med fyld der bliver dampet – kan fås med kylling, bøffel (overraskende lækkert) eller i vegetar udgaven. De spises som oftest med en form for spicy sauce. (Nogen steder fås de også friterede – det er altså også ret godt!)

Beaten rice – Ved faktisk ikke hvordan disse bliver til, men det er en form for tørret og udbankede riskorn. Fungere som fint alternativ til kogte ris, da disse giver et lækkert knasende indslag. På børnhjemmet får børnene det nogle gange med i skole som en lille frokost.

Ricepudding – Som navnet antyder er det en form for risbudding – dog med fint besøg af for eksempel rosiner, kardemomme, kokos og nødder.

Samosa – den for nogen velkendte friterede dejpakke med grøntsager er ekstra lækker her, hvor grøntsagerne får selskab af masser af lækre krydderier! Og det faktum at man oftest får den helt frisklavet gør den kun bedre J

Jelebies – friteret sød dej overhældt med sukret væske (sirupagtig). ULTRA sødt! Egentlig lækkert nok – men meeeeeget sødt hvis man spiser mere end en.

Efter lidt over en måned her i Nepal er der også noget mad jeg begynder at savne hjemme fra Danmark (specielt fordi jeg inden jeg rejste hertil jo var 12 dage i Tyrkiet, med kun 1 dag hjemme imellem, så det føles som længere tid J ). Som så mange andre steder i verden er brødet ikke ligefrem noget at råbe hurra for – udover chapati som er flade brød tilberedt over ild (minder lidt om snobrød i smagen). Det meste brød er kridhvid toast og det får man ikke serveret så tit. Så en ordetlig skive rugbrød bliver nu ikke helt dårligt at sætte tænderne i når fusserne igen er på dansk jord J

Om lørdagen kommer grøntsagerne fra det lokale marked - her bliver de sorteret

Dhaal Bhat på taget - spises med fingrene (også af undertegnede)

Friske momos ved Patan Durbar Square - med fyld af bøffel

Dhaal (linsesuppe) koges over ilden af en af de ældste piger på børnehjemmet

Så rammer hverdagen - også i Nepal :)

I hverdagene møder jeg typisk på børnehjemmet ved 7tiden om morgnen, hvor børnene allerede er oppe og i gang. Nepal er i den grad et a-menneske land, og børnene står op klokken 5 hver morgen. Når jeg møder ind er de typisk i gang med at lave deres lektier, så der står den på stille og rolig lektiehjælp eller hyggesnak med dem som allerede er færdige. Herefter går de i gang med at vaske sig (dette forgår udenfor med spande med koldt vand) og skifte til deres skoleuniformer. Herefter er der morgenmad (Dhaal Bhat) på taget af bygningen, hvor maden også laves over ild. Ved 9 tiden følger vi børnene til skolen, som ligger 5 minutters gang fra børnehjemmet.

Imens børnene er i skole har vi vores fritid, så her står den på tøjvask, bad, lektielæsning (for mit vedkommende), afslapning, sightseeing, shopping og hvad vi nu ellers kan finde på at få tiden til at gå med J

Imellem 15 og 15.30 henter vi børnene på skolen igen, og tilbage på børnehjemmet skifter de til deres normale tøj. Herefter skal der igen laves lektier, og hvis de får lavet en væsentlig del af dem, når vi også forbi skolegården og spiller fodbold, badminton eller hvad humøret nu er til J

Aftensmad (Dhaal Bhat)indtages ved 18-19 tiden og herefter er der enten lektielavning – og hvis tilfældet skulle være at der ikke er flere lektier står den til tider på tv eller film – Bollywood!

Børnene har fri fra skole om lørdagen – men det betyder ikke at de bare ligger og flader den ud hele dagen.  Her møder jeg igen ind ved 7 tiden, hvor de fleste er oppe og i gang med lektier eller spiller spil. I lørdags tog vi med dem ud for at samle skrald i nærområdet for at øge opmærksomheden omkring Nepal massive affaldsproblematik – og fordi børnehjemmet gerne vil give noget igen for al den hjælp de får fra lokalområdet.

Et par gange i løbet af ugen hænder det at naboer, skolekammeraters forældre eller andre venlige sjæle kommer forbi med snacks eller små gave til børnene – specielt i denne tid hvor det lige har været festival.

Ha’ det rart!

Hovsa - så gik tiden alligevel

Så er der igen gået nogle dage (eller mange) siden sidst, og igen er der sket en masse!

Den første uge på børnehjemmet var noget op og ned, da jeg pådrog mig en omgang kulturchok og en gammeldags omgang hjemve. Sammenblandet med tanken om at jeg efter den første uge ikke ville have andre volontører i nærheden besluttede jeg at tage kontakt til min koordinator her i Kathmandu, da det betyder meget at have nogen som er i samme båd.

På den måde endte jeg med sidste mandag at hanke op i rygsækken og sætte kursen mod Kirtipur – en landsby/lille bydel lige op af Kathmandu og Patan (byen med børnehjemmet) for sammen med andre volontører at undervise på en lokal skole og bo hos en værtsfamilie.

Værtsfamilien var både gæstfri og meget behagelige mennesker – men skolen var et kapitel for sig selv! Af flere årsager var det næsten umuligt at gennemføre noget der minder om undervisning – så desværre fik hverken børnene eller undertegnede ud af det samarbejde L

Hvis jeg havde været her i længere tid havde det muligvis været en option at blive på skolen, for at kunne gøre en forskel for børnene der.

Derfor vendte jeg i onsdags tilbage til børnehjemmet – denne gang sammen med to andre volontører (den ene var her også i den første uge, men skulle undervise i Kirtipur – den anden samlede vi op i Kirtipur)

Og heldigvis for den beslutning! Børnehjemmet er nemlig et super fedt sted! Min første beslutning om at rykke var ren og skær personlige årsager og havde intet med projektet at gøre, og man kunne i den grad mærke stor forskel på ungerne her og dem vi blev mødt af på skolen.

Den første uge jeg var her havde børnene stadig ferie så de var hjemme på børnehjemmet hele dagen. Det giver nogle gode men lange dage, da jeg typisk møder ind ved syvtiden om morgnen og typisk er tilbage i lejligheden igen ved 21 tiden.  Børnene er nogle af de mest fantastiske børn jeg til dato har mødt – de er de gladeste humørbomber! Deres engelsk er fantastisk godt og de er ikke nærige med high-fives og krammere J

Der er ca 30 børn i et spænd fra 3-17 år, hvor størstedelen er drenge.

Flere af børnene har stadig deres forældre, men ser dem sjældent. Forældrene er for fattige til at tage sig af dem, og sender dem på børnehjem for give dem en lysere fremtid. Nogle af børnene er søskende eller fætre/kusiner, og nogle af dem er endda vokset op i samme landsby og kendte hinanden før børnehjemmet.

De har et fantastisk sammenhold og tager sig virkelig godt af hinanden

Pachhi Bhetaulaa! (Vi ses igen)

Glade børn på toppen af Nagagot på picnic i fridagene efter Tihar (normalt smiler de mere - men det var altså temmelig koldt da billedet blev taget :) )