Hovsa - så gik tiden alligevel

Så er der igen gået nogle dage (eller mange) siden sidst, og igen er der sket en masse!

Den første uge på børnehjemmet var noget op og ned, da jeg pådrog mig en omgang kulturchok og en gammeldags omgang hjemve. Sammenblandet med tanken om at jeg efter den første uge ikke ville have andre volontører i nærheden besluttede jeg at tage kontakt til min koordinator her i Kathmandu, da det betyder meget at have nogen som er i samme båd.

På den måde endte jeg med sidste mandag at hanke op i rygsækken og sætte kursen mod Kirtipur – en landsby/lille bydel lige op af Kathmandu og Patan (byen med børnehjemmet) for sammen med andre volontører at undervise på en lokal skole og bo hos en værtsfamilie.

Værtsfamilien var både gæstfri og meget behagelige mennesker – men skolen var et kapitel for sig selv! Af flere årsager var det næsten umuligt at gennemføre noget der minder om undervisning – så desværre fik hverken børnene eller undertegnede ud af det samarbejde L

Hvis jeg havde været her i længere tid havde det muligvis været en option at blive på skolen, for at kunne gøre en forskel for børnene der.

Derfor vendte jeg i onsdags tilbage til børnehjemmet – denne gang sammen med to andre volontører (den ene var her også i den første uge, men skulle undervise i Kirtipur – den anden samlede vi op i Kirtipur)

Og heldigvis for den beslutning! Børnehjemmet er nemlig et super fedt sted! Min første beslutning om at rykke var ren og skær personlige årsager og havde intet med projektet at gøre, og man kunne i den grad mærke stor forskel på ungerne her og dem vi blev mødt af på skolen.

Den første uge jeg var her havde børnene stadig ferie så de var hjemme på børnehjemmet hele dagen. Det giver nogle gode men lange dage, da jeg typisk møder ind ved syvtiden om morgnen og typisk er tilbage i lejligheden igen ved 21 tiden.  Børnene er nogle af de mest fantastiske børn jeg til dato har mødt – de er de gladeste humørbomber! Deres engelsk er fantastisk godt og de er ikke nærige med high-fives og krammere J

Der er ca 30 børn i et spænd fra 3-17 år, hvor størstedelen er drenge.

Flere af børnene har stadig deres forældre, men ser dem sjældent. Forældrene er for fattige til at tage sig af dem, og sender dem på børnehjem for give dem en lysere fremtid. Nogle af børnene er søskende eller fætre/kusiner, og nogle af dem er endda vokset op i samme landsby og kendte hinanden før børnehjemmet.

De har et fantastisk sammenhold og tager sig virkelig godt af hinanden

Pachhi Bhetaulaa! (Vi ses igen)

Glade børn på toppen af Nagagot på picnic i fridagene efter Tihar (normalt smiler de mere - men det var altså temmelig koldt da billedet blev taget :) )