tirsdag den 11. november 2014

Så rammer hverdagen - også i Nepal :)

I hverdagene møder jeg typisk på børnehjemmet ved 7tiden om morgnen, hvor børnene allerede er oppe og i gang. Nepal er i den grad et a-menneske land, og børnene står op klokken 5 hver morgen. Når jeg møder ind er de typisk i gang med at lave deres lektier, så der står den på stille og rolig lektiehjælp eller hyggesnak med dem som allerede er færdige. Herefter går de i gang med at vaske sig (dette forgår udenfor med spande med koldt vand) og skifte til deres skoleuniformer. Herefter er der morgenmad (Dhaal Bhat) på taget af bygningen, hvor maden også laves over ild. Ved 9 tiden følger vi børnene til skolen, som ligger 5 minutters gang fra børnehjemmet.

Imens børnene er i skole har vi vores fritid, så her står den på tøjvask, bad, lektielæsning (for mit vedkommende), afslapning, sightseeing, shopping og hvad vi nu ellers kan finde på at få tiden til at gå med J
Imellem 15 og 15.30 henter vi børnene på skolen igen, og tilbage på børnehjemmet skifter de til deres normale tøj. Herefter skal der igen laves lektier, og hvis de får lavet en væsentlig del af dem, når vi også forbi skolegården og spiller fodbold, badminton eller hvad humøret nu er til J
Aftensmad (Dhaal Bhat)indtages ved 18-19 tiden og herefter er der enten lektielavning – og hvis tilfældet skulle være at der ikke er flere lektier står den til tider på tv eller film – Bollywood!

Børnene har fri fra skole om lørdagen – men det betyder ikke at de bare ligger og flader den ud hele dagen.  Her møder jeg igen ind ved 7 tiden, hvor de fleste er oppe og i gang med lektier eller spiller spil. I lørdags tog vi med dem ud for at samle skrald i nærområdet for at øge opmærksomheden omkring Nepal massive affaldsproblematik – og fordi børnehjemmet gerne vil give noget igen for al den hjælp de får fra lokalområdet.
Et par gange i løbet af ugen hænder det at naboer, skolekammeraters forældre eller andre venlige sjæle kommer forbi med snacks eller små gave til børnene – specielt i denne tid hvor det lige har været festival.

Ha’ det rart!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar